... a legal alien...

A Dane in L.A.

Drinking in L.A.: 23 august - 22 september 2001

Welcome to the Hotel California: Den første måned.

21 september 2001, Los Angeles:

Jeg har desværre ikke fået opdateret siden her de sidste par dage, beklager. Jeg har haft temmelig travlt de sidste par dage, med Intro ugen og al hvad det medfører. Jeg er efterhånden temmelig øm i benene af at spille vollyball. Vi har faktisk overvejet at fortsætte med at spille efter semestret starter, men lad os nu se. Bortset fra det har intro-ugen været lidt kedelig. Og man bliver ret udmattet af al den "meet'n'greet", jeg gider ikke at snakke smalltalk med flere kinesiske studerende...
En anden grund til at jeg er temmelig træt (læs: MEGET TRÆT) i dag er at vi har været på en lille rundtur i Hollywoods Goth undergrund. Onsdag tog Stewart og jeg til en klub i Hollywood sammen med Ben og Amy, to fransk-canadiere på henholdsvis første og andet år. Stedet hed "The Pool" og havde speciel Goth clubaften ved navn " The Klinik". Dem der kender min smag i kvinder (mørkt hår og underlige) kan næsten gætte sig til at der var basis for en vis fascination. De mest syrede og underlige typer spankulerede rundt med masser af makeup, tatoveringer og piercinger. Jeg følte mig temmelig "underdressed". Nogle af dem fik Marilyn Manson til at ligne en drengespejder... Men meget checket og gennemført. Folk gik virkelig op i det med liv og sjæl (dem der ikke allerede havde solgt den). Selve lokalet var naturligvis en gammel svømmehal ombygget til club/disk/bar. Og de severede nogle af de mest stygge Long Island Ice Tea's jeg længe har oplevet. Musikken var dyster Goth iblandet lidt industrial techno. Generelt set ikke musik der virker særligt opløftende, men sjovt at danse til. Og det gjorde vi. Lidt senere på aftenen var der et band, men da miserable sange om død og selvmedlidenhed bliver lidt trættende i længden valgte vi at trække lidt luft.
Torsdag aften havde Ben planlagt at tage til endnu en Goth club i Hollywood, og for morskabens skyld tog jeg med. Denne gang var navnet på stedet, meget passende, Perversion. Og hvis man havde lyst til at fremvise sit S&M outfit var det afgjort stedet. Folk var lidt mindre checkede, der var lidt flere almindelige mennesker og lidt flere punkere. Til gengæld var der tre dansegulve, så man havde mulighed for at danse til lide andre toner (f.eks. 80'er musik) hvis man havde lyst. Det lader generelt til at være en ret interssant subkultur, men det er næppe steder jeg har lyst til at besøge hver uge...

18 september 2001, Los Angeles:

I dag var der virkelig mulighed for at få bekræftet en masse stereotyper. Først endnu en gruppesession hvor vi skulle sidde i rundkreds og fortælle om vores forventinger til hvordan det sociale liv vil blive herovre. Jeg havde en frygtelig lyst (som jeg dog formåede at undertrykke) til at rejse mig, erklære mine intentioner om at erobre verdenen og fortælle om en barndom hvor vi lavede kødhjelme om sommeren.
Efter frokost havde vi besøg af en politibetjent fra Pasadena PD. Typisk amerikaner med et slips med nationalflaget. Han begyndte med at fortælle om hvor vigtigt det var at være opmærksom på sine omgivelser og endte med at fortælle os hvor vi kunne finde den bedste morgenmad (ingen donuts, dog) og undgå fartbøder. Ofte er det de ting der bliver sagt mellem linierne der er de mest interessante. F.eks: "You dont have the privilege of a gun, so you will have to use your brain to avoid problems."(Underforstået at havde vi en pistol behøvede vi ikke at tænke os om...) Eller: "The safe speed is the one that doent catch the attention of the highway patrol officer." (Det er altså sikkert at køre hurtigt bare man ikke bliver snuppet...)
Fordi vi er på Caltech er der mange dele af den amerikanske kultur man ikke ser så meget til, da den udenlandske andel af de studerende er så stor, men engang imellem er der et lille glimt...

17 september 2001, Los Angeles:

International Students Orientation er begyndt i dag og det kan muligvis tage et temmeligt kraftigt indhug i denne uges program. Vi startede dagen med en gruppe session, hvor vi sad i rundkreds og skulle "share our feelings about last weeks events". Tacky. Men der kom en enkelt god metafor ud af det. Usa har på mange måder altid været den store dreng der aldrig er blevet mobbet i skolegården. Shocket bliver desto større når det så sker. Hmmmm. Der har også udviklet sig en trend blandt lokalbefolkningen herovre, med at placere amerikanske flag på bilerne.
Der er en artikel på Apples hjemmeside om min nuværende vejleder inkl. et enkelt billede fra "laboratoriet". Lidt weird, så er i advaret.

16 september 2001, Los Angeles:

Vi (Vivek, Staurt, Mike og jeg) var på Spundae@circus club i Hollywood i går, efter anbefaling af Cameron fra laboratoriet. Ulykken tidligere på ugen påvirkede tydeligvis ikke Angelinoernes lyst til at feste. Det var et ok cool sted, meget lig det gamle X-ray i Boltens gård, med pumpende techno og dansetøser på podier. Vi ankom tidligt for at komme ind mens billetterne kun var $10, efter 21.30 steg prisen til $25. Smådyrt. Da vi tog afsted ankom en ca. 20 meter lang limousine med politieskorte, ifølge rygterne Madonna der lige havde afsluttet sit show.
I næste uge er der International Students Orientation, der sikkert bliver rimelig kedeligt, vi skal have "introduktion til det amerikanske samfund". Plus information om hvordan man registrerer sig på Uni og al den slags som jeg har været igennem. Men der er gratis frokost.

13 september 2001, Los Angeles:

Midt i al denne gru, er der et enkelt lyspunkt. Jeg har bestået min køreprøve! Hvis I vil se resultatet er det her (tager ca. 20 sek. på en langsom forbindelse). Jeg kørte lidt forsigtigt og var åbenbart ikke helt opmærksom nok, men hvad f*** jeg har fået mit kørekort. "Lost Highway" får en helt ny betydning når jeg kommer ud på landevejene. Jeg kørte til prøven sammen med min kørelærer og to andre der også skulle tage prøven. Den ene af dem var lige fyldt 18 (og han klarede testen bedre end mig). Han har lov til at køre en 13 tons bil, men må ikke drikke en letøl. Weird. Samlet pris for kørekort: $272. Det kunne sagtens gøres billigere, men det her er acceptabelt. Og jeg er allerede blevet medlem af AAA, den amerikanske version af FDM.
Mht. tragedien leder de stadig i ruinerne. Man gætter på at over 5000 er døde men det kommer til at tage måneder at rydde op. Der har været enkelte der har været bekymret om NY har nok ligposer, fordi man ofte kun finder enkelte dele...
Flere film er nu aflyst, inkl. en Arnold film der handler om terror bomber i skyskrabere. Radioerne har også lidt problemer med hvilke sange de kan spille. Alt med ordene "Blow up", "explode" etc er udelukket. De ville måske enda ikke bryde sig om at spille "Fly on the wings of love".

12 september 2001, Los Angeles:

New York i flammer. Det føles utroligt surrealistisk at se de samme billeder på TV, igen og igen. Man sidder og venter på rulleteksterne men de dukker aldrig op. For selvom det ligner noget fra "Independence day II", er situationen ikke iscenesat i et Hollywood studie, men måske nærmere i Irak eller Afghanistan. De fleste herovre er ramt af en blanding af chock og vantro. De færreste har bekendte eller venner der er involveret, men alene størrelsen af angrebet er utroligt. Flere har sammenlignet det med Pearl Habor eller nedskydningen af JFK. Om det er af den størrelsesorden ved jeg ikke, men der er ingen tvivl om at det er betydningsfuldt.
"Amerikanere vil aldrig glemme denne dag", "A declaration of war", "Attack on America". Det er virkelig de store ord der bliver fundet frem. Og det er forståeligt, for WTC var, efter min mening, et symbol på det moderne effektive, økonomisk veletablerede USA, i næsten lige så høj grad som Frihedsgudinden var symbolet for chancen for et nyt liv for ca. 100 år siden. Alle TV kanaler har aflyst almindelige programmer, og istedet for den tåbelige popmusik der normalt vælter ud af radioen er det nu en strøm af fortællinger fra mennesker der var i WTC, var tæt på WTC, eller som har familie der stadig er savnet. Det var tydeligvis et lige så hårdt slag mod nationens selvværd. Mange forretninger var lukket igår, selv Disneyworld. De skilte der hang udenfor forretningerne var interessante: "Closed due to mourning", "Closed due to world threat" var enkelte eksempler. Heldigvis kender jeg ikke nogen der er direkte berørt. Vivek, en ny studerende i samme program som jeg, der just er ankommet var faktisk på det foregående fly fra Boston til LA! Men der er flere studerende der burde ankomme i løbet af denne uge, og man kan ikke lade være med at tænke...
En af de ting der bliver talt om oftest er "Human intelligence". Og hvis man tror at det hentyder til behovet for at hæve IQ'en her i landet tager man desværre fejl. Der er mange eksperter der mener at man (dvs. CIA, militæret etc.) har for få aktive agenter, man har i for høj grad sat sin lid til højteknologiske løsninger med sattelitovervågninger etc. Efter sigende (rygte) har der også eksisteret en regel om at når CIA ansætter folk bør de være ikke-voldelige. Dette gælder også når de hyrer "insidere", dvs. dobbeltagenter. Og det er temmeligt svært at finde en ikke-voldelig terrorist!
Et andet emne i debatten er, meget naturligt, hvordan man undgår lignende situationer. Hvordan kan man øge flysikkerheden, så lignende "human bombs" ikke kan forekomme igen? Er det nødvendigt at gå til Israelske tilstande med nøje overvågning, bevæbnede vagter og flere timers gennemsøgning af bagage. Enkelte af disse tiltag er gennemført i de enkelte flyafgange der har fået lov til at lette.
Jeg havde valgt at stå tidligt op i går for at få arbejdet og lavet noget i løbet af dagen (det gør jeg ikke igen). Jeg sad i kontoret og undrede mig over hvorfor jeg fik emails med beskeden "Er du ok?", da Feifei, fra kontoret ved siden af kom løbende og spurgte om jeg havde "hørt det?". Det noget fårede ansigtsudtryk jeg kunne præsentere var åbenbart svar nok. De fleste amerikanske hjemmesider var "nede" eller svarede ikke, så jeg kunne kun få nyheder fra Politiken og DR, der var ca. en halv time bagud. Kort efter indløb en email fra Caltech's administration at Instituttet var lukket for resten af dagen og at alle medarbejdere burde forlade stedet hurtigst muligt. Der var stadig rygter om fly på vej mod LA og mulighed for flere "bomber".
Så vi var nødt til at tilbringe dagen i fællesrummet, hvor vi så CNN vise de samme klip igen og igen. Og igen. Og igen. Bortset fra at det ikke var helt de samme, for i en kultur der er så dygtig til at dokumentere sig selv var der selvfølgelig en masse mennesker med små digitale tvkameraer i NY, så hele dagen ankom der nye klip. Fly nr 2 fra forskellige vinkler, folk der flygter fra murbrokker, brandmænd der vader igennem bunker af aske osv. Det blev ved med at føles uvirkeligt, selvom man langsomt begyndte at acceptere det. Og hvor frygteligt og grufuldt det ellers er kan man, som Marlon Brando i "Apocalypse Now", ikke lade være med at forbløffes over styrken til at gennemføre et så horribelt projekt, den moralske ligegyldighed. "The horror!" i sandhed. I dag har jeg intet arbejde fået lavet, har blot surfet rundt og ledt efter nyheder og informationer.
Det bliver meget spændende at se hvad de finder frem til, om det er Afghanistan eller Irak (populær sidedog herovre) der skal bombes. For der er ingen tvivl om at selvom de ikke finder soleklare beviser, er der nogen der kommer til at bøde. Og politisk har Bush lige nu mulighed for at gøre hvad som helst, han har frie hænder til at slå hårdt ned (næsten) hvor han vil. Når der er en ydre trussel følger amerikanerne automatisk præsidenten. Og jeg tvivler ikke på at der kommer til at flyde blod.

10 september 2001, Los Angeles:

Stuart er flyttet ind i en anden lejlighed og vi tog sammen med hans nye roommate, Robbie, på en bar i Venice lørdag. Vi valgte, desværre, at konsumere Long Island's, et valg der fik indlydelse på det meste af min søndag, der blev tilbragt med at pleje tømmermænd. Baren, "the Circle club" var et cool sted med mange mennesker og sparsom belysning. Vi blev kørt ned til Venice af Robbies veninde i en åben BMW sportsvogn, med det helt store udstyr, hifi etc. Cool! Det mindre behagelige var at vi var nødt til at vente i kø udenfor i en halv time, mens dørmandens venner etc. blev lukket ind.
En ting man lægger mærke til efter et stykke tid er manglen på cigaretter herovre. Ingen ryger, og de stakler der gør er et forfulgt folkefærd herovre. Jeg har endnu ikke set en eneste smøg her. Meget mærkeligt, men det er selvfølgelig meget rart ikke at lugte af røg når man kommer hjem fra en bytur.
Søndag aften var der gratis pizza og film, "Cinema Paradiso", italiensk film hvor der desværre var lagt engelske stemmer på. Men med tømmermænd siger man jo ikke nej til gratis pizza og cola.
Og så har jeg oplevet mit første jordskælv! Faktisk troede jeg bare at det var et kraftigt vindpust der fik dørene til at ryste. Men det undrede mig da lidt, da det ellers var helt vindstille... Det var først da jeg hørte radio lidt senere at jeg fandt ud af hvad der var sket. Ingen kom til skade og ingen større skader ifølge LA Times.

9 september 2001, Los Angeles:

Long Island Ice Tea er i sandhed en formidabel modstander.

8 september 2001, Los Angeles:

"Take me down to the paradise city, where the grass is green and the girls are pretty". Guns'n Roses' gamle klassiker får en helt ny betydning når man suser ned af motorvejen, med skyskraberne på venstre side, på vej til Hollywood's Sunset Boulevard, for at opleve lidt af LA's natteliv. Og der er fandme mange mennesker i denne by, biler over det hele. Vi tog ned på "The Dublins", der naturligvis ikke havde nogen form for Irsk oprindelse, en kombineret bar og natklub. Men da al udskænkning af alkohol skal ophøre kl. 1.30, er det selvfølgelig begrænset hvor meget "nat" der var i den klub. Men det var afgjort interessant at opleve Angelino's feste. Ikke så anderledes fra det man kender. Men det morer mig stadig at skulle vise ID, som bevis for at være over 21, for at kunne købe en øl. Stedet blev tydeligvis også brugt til at vise sportsbegivenheder, i et af rummene var der 18 fjernsyn ophængt i loftet, med hver sin kanal. En spøjs detalje var at der indenfor i de områder af baren hvor det var svært at komme forbi pga. de mange mennesker, stod vagter der skubbede folk videre, hvis de stoppede op. Der var afgjort for mange mennesker til stedets størrelse. Men en sjov aften.
Generelt set kører amerikanere pænt, men på motorvejen forsvinder enhver form for fornuft. Folk kørte skræmmende hurtigt, selvom vejen snoede sig frem og tilbage. Jeg tror nok at jeg vil tage det mere stille og roligt når det bliver min tur. Apropos er min tredje køretime nu overstået. Pris for kørekort indtil videre: $ 157. Jeg tager en time ekstra på onsdag, inden jeg tager prøven torsdag.
Det går bedre mht. projektet efter at jeg fik talt med Christof igår. Jeg har også et møde på mandag med de biologer der har udført forsøg som jeg skal analysere/simulere.

6 september 2001, Los Angeles:

Ikke så meget nyt herfra. Arbejdsmæssigt er jeg ved at lægge næsten-sidste hånd på en artikel for et projekt jeg arbejdede på, før jeg tog herover (blodkar projektet). Jeg håber snart at et er overstået. Jeg er lidt i tvivl om hvordan jeg kommer videre med mit projekt her på stedet, men jeg har et møde med min vejleder, Christof, i morgen.
Jeg har også købt nye sandaler, men de skal vist lige "gås til" først. Virkede gode i forretningen, men når man har haft dem på en time er ens fødder ikke i godt humør. Læderet i de gamle sandaler er ved at gå i stykker, og man kan jo ikke klare sig uden sandaler herovre :-)
Politisk: Nu vil USA åbenbart ikke længere tilslutte sig forbudet mod biologiske våben. Suk...

4 september 2001, Los Angeles:

Hey, ny computer! Indtil videre har jeg måtte bruge en maskine der stod på et andet kontor, med det resultat at jeg har måtte løbe frem og tilbage. Men den person der normalt bruger computeren, kommer tilbage om et par uger, så nu har jeg min egen. En 1.8 GHz motherf**r, langt mere end jeg har brug for men hvad pokker...
Jeg havde min anden køretime i dag, det går jo ganske glimrende. Jeg håber på at kunne tage kørekortet i næste uge. Så skal jeg bare lige også finde en bil. Pris for kørekort indtil videre: $ 102.
Jeg går i øvrigt også og overvejer at tage en smuttur til Atlanta i Oktober, for at besøge Jesper fra mit tidligere laboratorie. Han skal arbejde på sit speciale der en månedstid. Men det kommer an på om jeg kan finde en billig flybillet.

2 september 2001, Los Angeles:

I denne weekend er det "Labour Weekend", så vidt jeg kan forstå en amerikansk version af 1. maj. Men da 1.maj er en kommunistisk (socialistisk) ide, har man selvfølgelig lagt det på et andet tidspunkt. Man slipper også for talerne og øldrikningen i parkerne (desværre). Indtagelse af alkohol på offentlige steder er forbudt herovre, så det ville aldrig kunne blive til noget. Vi valgte at fejre weekenden igår, ved at spise nachos, grille burgere, spille pool, se amerikansk folbold og drikke øl fra El Salvador hele dagen. Afgjort en succes!
Om fredagen var vi nede på Crown Brewery igen, stedet med det store udvalg af øl. En hyggelig og relativ stille aften, selvom enkelte af os blev temmelig fulde (dog ikke undertegnede), formodentlig pga. den flaske vodka vi havde begyndt på før vi tog derned.
Jeg fik i øvrigt en interessant diskussion ang. det amerikanske misilskjold, med et par studerende fra Caltech's Aeronautics program (Kevin fra London og Carlos fra Mexico). NASA's Jet Propulsion Lab, er en del af Caltech, og selvom de ikke direkte er forbundet med misilprogrammet, har de dog et noget bedre syn på sagen en de fleste af os. Der lod dog til at være en vis uenighed om projektet nogensinde vil kunne virke. Der er ingen tvivl om at det er et teknisk meget krævende projekt, men om det er realiserbart, er vist usikkert...

31 august 2001, Los Angeles:

Jeg havde min første køretime igår, og overlevede uden at beskadige hverken, mennesker, dyr eller privat ejendom. Kørelæreren var en lille temperements fuld koreaner, men en god lærer. Jeg er ret god til at køre ligeud, når jeg selv skal sige det. Pris for kørekort indtil videre: $57.
Vi var til en surprise-fødselsdag i går aftes, for en fra Stuarts afdeling. Rimelig kedeligt. Denne weekend tegner til at blive temmelig fugtig.

30 august 2001, Los Angeles:

Der var middag for nye studerende i går aftes, men da de fleste ikke er ankommet endnu (semestret starter 1. oktober), var det mest internationale studerende. Og jeg må indrømme at det var ret begrænset hvor meget jeg havde at snakke om, med en 21 årig kinesisk pige. To helt forskellige verdener. Og at de kinesiske studerende, meget forståeligt, har svært ved engelsk, gør det ikke nemmere. Jeg prøvede at provokere en politisk diskussion i gang med en russisk studerende, desværre uden held.
Apropos politik, for nu at vise at jeg ikke er den eneste herovre der lider af Bush skepsis. Efter et PhD forsvar igår, kom en af professorene, med en interessant observation ang. Bush. Man kan forudsige hans opførsel ud fra at han altid vil støtte det forslag der vil gøre en meget lille gruppe mennesker meget rige, og dermed skade den største del af befolkningen. Og indtil videre har det passet fuldstændigt.
Vi fik set slutningen af "Apocalypse Now Redoux" i går aftes. Stadigvæk en glimrende film, men jeg foretrækker den originale version.
Til sidst vil jeg bede jer alle om at holde to minutters stilhed for Valdemar, Marlene's (og indirekte min) kanin, der udåndede i sine plejeforældres hjem for et par dage siden, efter et langt og lykkeligtvis inaktivt liv........... .............. ........... ............ .............. ............ ...... ......... .......... ............ ........... ........ .......... ........... ......... ....... ...... ..... ..... ..... ..... ..... ..... ..... ..... ...... ..... .... ...... ...... ...... ..... ..... ...... .....Tak.

29 august 2001, Los Angeles:

... eller chokolade, hvilket selvfølgelig er et mere alvorligt problem. Indtil videre holder jeg mig kørende på Nutella madder.
Mihai, Stuart og jeg var i biffen og se "Apocalypse Now Redoux" igår. Det er jo stadigvæk en klassiker, men de scener de har tilføjet virker ikke nødvendige for historien. Desværre så vi ikke slutningen, idet fremviseren gik i stykker, men vi fik til gengæld et par fribilletter til et par andre film. Vi er selvfølgelig også nødt til at gå ind og se slutningen en af de næste dage.
Politisk: Der er store diskussioner herovre om Bush nye forslag om at øge udgifterne til militæret. Der tegner sig allerede et underskud på årets budget, pga. hans mange skattelettelser (primært til folk med høj indkomst) og flere udgifter) såsom militæret, vil sikkert skade sygesikringen for de fattigste grupper. Her er en lille kommentar fra LA Times.

28 august 2001, Los Angeles:

Amerikanere kan ikke lave Parmesan.

27 august 2001, Los Angeles:

Så er det blevet mandag uden at jeg har oplevet særligt meget nyt, så så må man jo fortælle lidt om hvad man glemte at nævne i sidste uge. Torsdag mødtes jeg med en anden studerende der skal begynde i samme program som jeg. En "klassekammerat" om man vil. I ægte amerikansk stil kørte vi rundt i hans mors Chevy, indtil vi var faret tilstrækkeligt vild, og havde behov for frokost. Den blev så indtaget på en lille Thailandsk diner, glimrende mad til billige priser (men husk at "Hot" betyder "Hot", modsat derhjemme). Rajan er amerikaner med indisk afstamning og opvokset i LA, saa det var interressant at høre hans holdning til forskellige ting. Det er ellers ikke mange amerikanere jeg taler med til daglig. Til sidst lykkedes det os også at finde hjem til Caltech, men først efter at have været på ufrivillig sightseeing i det meste af San Gabriel dalen.

25 august 2001, Los Angeles:

"Delightfully tacky, yet unrefined". Hvor yderst passende en beskrivelse for Hooters. Ok, vi vidste godt at det var et langt ude sted, men vi kunne jo ikke lade være alligevel... For dem der ikke ved hvad det er, kan man vel beskrive det som en slags blanding af amerikansk burger restaurant og wannabee-stripklub. De ansætter kun smukke unge servitricer der så render rundt og serverer iført minimale shorts og tank tops (eller hvad det nu hedder). Og jeg kan roligt afsløre at det ikke er maden man kommer der for, den var faktisk forbløffende ringe. Det var Mihai, Stuart og undertegnede der var taget derned for at få en ægte amerikansk oplevelse, og det fik vi skam. Det kan godt virke lidt distraherende når en smuk ung kvinde i førnævnte påklædning pludselig sætter sig ved siden af en, og spørger om der er noget hun kan hjælpe os med. Midt under maden fik Mihai overtalt vores servitrice til at danse på stolen til lyden af Village People "YMCA", åbenbart et fast indslag hver aften (ærgeligt nok foregik det mens jeg var på toilettet). Jeg kan umuligt forestille mig den slags sted åbne i København. Jeg tror europæere foretrækker at adskille mad og kvinder, hvilket da også kan føre til et frygteligt griseri. Oplevelsen hører afgjort til i kategorien "Only in America", men et par af servitricerne var da meget søde... Med til historien hører dog også at jeg ikke var helt frisk den aften, havde fået for lidt at spise i løbet af dagen.
Bagefter tog vi ned på et lokalt bryggeri/bar der havde et glimrende øl sortiment på ca. 150 forskellige øl fra hele verden, inklusiv et par Carlsberg. Desværre måtte jeg nøjes med et glas juice, til stor moro for de andre der kunne nyde deres elefanter.
Tilbage i lejligheden måtte vi desværre opgive at se rugby kampen, da vi ikke kunne finde nogen kanal der viste den. Jeg frygter at det samme problem opstår næste lørdag, når Danmark skal spille mod Nordirland, det kunne ellers have været sjovt at se...
Og så er 4. manden i vores lejlighed, en rumæner ved navn Stefan, dukket op, uden at jeg dog har haft mulighed for at snakke særligt meget med ham. Han er fysiker men arbejder med neurale systemer, og det ringer jo en lille klokke...

24 august 2001, Los Angeles:

Man maa da indroemme at de kan vaere effektive herovre når de vil. Jeg havde undret mig over hvorfor at jeg ikke havde modtaget min lønningscheck endnu, saa jeg gik ned og snakkede med dem paa kontoret for graduate studerende. 2 timer senere fik jeg en email fra sekretæren i min afdeling om at hun havde modtaget en check til mig.
Dermed har både Stuart og jeg jo modtaget vores første løn og det skal jo fejres... Og der er rugby kamp i aften (New Zealand vs Sydafrika).

23 august 2001, Los Angeles:

I dag er det en måned siden at jeg ankom hertil, og selvom det måske ikke er en grund alene for at sætte lys i lagkagen, er det nu lidt underligt at tænke på. På den ene side føles det ikke som om der er gået så lang tid, og dog føles det som om der er sket utroligt meget siden jeg ankom. Og jeg er nogenlunde ved at være på plads. Det største spørgsmål er selvfølgelig hvornår det går op for mig at det er her mit nye hjem skal være, at det ikke blot er en lille tur, men at jeg faktisk skal bo herovre fast. Jeg har prøvet på at gøre lejligheden så "hjemlig" som mulig, inklusiv gamle filmplakater, en ny "læsestol", underlig lampe etc. I bund og grund ligner det vel et typisk kollegieværelse (suk!). Men forhåbentlig kan jeg falde til her...
Har nogen af jer set Ghostbusters, den første scene hvor Bill Murray sidder og giver stød til folk? I øjeblikket sidder jeg med elektroder på begge hænder, og venter på at kunne få lov til at deltage i et tilsvarende eksperiment. Man skal ganske vidst ikke have telepatiske evner for at deltage, men de elektriske stød er ægte nok. Det er åbenbart normalt at nye studerende bliver hevet ind i alle de eksperimenter der er i laboratoriet. Men det gør selvfølgelig at de ikke har så meget tid til at arbejde på deres egen forskning...

Til forsiden